Hvordan begyndte det hele?
„I lang tid arbejdede jeg med lys på teaterscener. Efter en prøve forblev salens lys slukket, og kun en smal lysstråle faldt på en tom flade – pludselig så jeg en vej i det, et slags „videre herfra“. Kort efter døde en ven. Jeg mærkede, hvor meget mennesker har brug for billeder, der stille siger: „Du kan bære det her. Det fortsætter.“ Af denne blanding af lys, stilhed og afsked opstod mine første malerier.”
Hvorfor kunstnernavnet „Elio Lumen”?
„„Elio” lyder som sol, „Lumen” som lys. Det er lige præcis det, der er vigtigt for mig: ikke figurer, der skal „bevise“ noget, men lyset som retning. Når et bånd af lys deler en flade, når vand falder til ro, eller en smal kransform samler blikket, opstår der plads til håb – uden store ord.”
Hvorfor kristent billedsprog – og alligevel moderne?
„Mange symboler er forankret i os, også selvom vi ikke går i kirke: vej, vand, krans, due, hyrde, tom grav. Jeg bruger dem i en reduceret form – som universelle tegn på trøst, ny begyndelse og tilhørsforhold. Det historiske interesserer mig mindre end nuet: hvad hjælper mig lige nu med at trække vejret og gå videre? Derfor undgår jeg patos og fortæller med ro, flade og lys.”
Hvad adskiller dine værker fra klassiske kirkebilleder?
„Ingen illustration, ingen guldglans som pragt, ingen overfyldthed. Jeg arbejder med matte neutrale toner, tomrum, grove spartelspor og meget målrettet guld – mere som en stille accent. Billederne skal ikke dominere, men ledsage. De fungerer som en kort, god sætning: klar, rolig, bæredygtig.”
Hvad skal billederne sætte i gang?
„Et kort, godt øjeblik i løbet af dagen. Et blik, et åndedrag, et stykke tillid. Hvis nogen siger: „Jeg kan sove igen“, „Jeg tog den samtale“, „Jeg tror, det nok skal gå“ – så har billedet gjort det, jeg malede det til.”
